• Novo dykker stort efter nye fedmeresultater

    来源: BDK Finans / 10 3月 2025 07:26:45   America/New_York

    Aktiekursen for Novo Nordisk er øjeblikkeligt begyndt at falde, efter at den danske medicinalgigant har offentliggjort nye forsøgsresultater, der skuffer. Klokken 11.35 var kursen faldet med 4,35 procent, og faldet fortsætter. Klokken 12.15 var det helt oppe på 6,34 procent. Dermed er mere end 120 milliarder kroner barberet af markedsværdien. Faldet kommer efter offentliggørelsen mandag formiddag af nye forsøg med det, der er set som et kommende vidundermiddel, Cagrisema. Novo Nordisks resultater viser godt nok, at de behandlede personer opnåede et vægttab på 15,7 procent efter 68 ugers behandling mod overvægt eller fedme og type 2-diabetes, men investorerne er ikke tilfredse nok med resultatet af de såkaldte fase 3-forsøg. Buddet på Wegovys afløser Novo Nordisk noterer selv i sin meddelelse, at cagrisema »viser overlegne vægttab blandt voksne med fedme eller overvægt og type 2-diabetes«. Patientgruppen er både svært overvægtige og har diabetes. Det betyder, at de generelt taber sig mindre, end når der er tale om svært overvægtige uden diabetes. Der er tale om det største fald i det danske C25-indeks over mest handlede aktier mandag. Cagrisema er Novo Nordisks nye bud på en afløser for Wegovy. Cagrisema indeholder også Wegovy, som består af en efterligning af tarmhormonet glp-1, men har samtidig fået tilføjet en efterligning efter hormonet Amylin. Til sammen øger de to hormoner ifølge Novo Nordisk vægttabet hos patienterne. Cagrisema sendte Novo Nordisks aktiekurs ud på den helt store nedtur kort før jul efter offentliggørelsen af skuffende data. I forsøget, hvor patienterne ikke havde diabetes, førte CagriSema til et vægttab på 22,7 procent eller godt syv procentpoint mere. I sin tid var forskellen på vægttabet mellem patienter med og ude diabetes, der fik Wegovy og søstermedicinen Ozempic på fem procentpoint. Vægttabet ved Wegovy var imidlertid også mindre. Analytiker: Ikke overraskende med faldet Ifølge aktieanalytiker i Jyske Bank, Henrik Hallengreen Laustsen, er vægttabsprocenten ikke den store overraskelse. Han hæfter sig ved studiets design. »Annonceringen leder tankerne tilbage til slut december, hvor vi fik de første data fra Cagrisema. Vægttabet er ikke imponerende, men igen er det værd at bemærke, at det er et fleksibelt studie, som kan sløre effekten,« siger han og fortsætter: »Vi vidste godt, at vægttabet ville være lavere end hos blot fedmepatienter, men 15,7 procent er lidt under forventet. Det er dog fortsat bedre end Wegovy og på linje med Eli Lilys Zepbound.« Han mener derfor, at faldet i aktiekursen er større end hvad resultaterne berettiger til. »Alt i alt er data nok lidt til den skuffende side og derfor skal aktien også ned - men dog ikke fem procent efter min mening,« siger han og forklarer, at han afventer en mere uddybende præsentation af data på årets videnskabelige konference i juni for yderligere klarhed. Hos Nordnet vurderer investeringsøkonom Per Hansen, at dagens resultater skaber bekymring for Novo Nordisks position på fedmemarkedet. »Når investorerne sender aktien ned med fem procent indikerer det, at vægttabet på 15,7 procent ikke overbeviser investorerne om, at Novo Nordisk datamæssigt kan fastholde deres førerposition inden for fedme,« siger han. Midt i januar 2025 mistede Novo Nordisk tronen som Europas mest værdifulde selskab – den overtog den franske luksusvarekoncern LVMH med blandt andet mærkerne Louis Vuitton, Sephora og Christian Dior. Medicinalgiganten er grundlagt i 1923 og har hovedsæde i Bagsværd. Den har flere end 64.000 ansatte på 80 kontorer og markedsfører sine produkter i 170 lande. Produkterne fremstilles på 16 produktionsanlæg i ni lande. https://www.berlingske.dk/aktier/novo-dykker-stort-efter-nye-fedmeresultater
分享